Jeg ser mange hundeejere trække i snoren, når de synes hunden har stået og snust lidt for længe; eller når de synes den snuser for ofte.
Som ejere er vi nødt til at gøre op med os selv, om vi går turene for hundens skyld eller for vores. Går vi for vores egen skyld, burde vi ikke have hunden med, for den har et helt naturligt behov for ofte at standse op.
Går vi turene for hundens skyld, skal vi også huske at lade hund være hund. Det eneste tidspunkt hunden kommer ud og gå, er når vi ejere bestemmer os for at den må. Lad den nyde det.
Når nu vi har bestemt os for at gåturene for hundens skyld, så undlad at stresse. Lad hunden tage sig den tid til at snuse og strinte, som den har brug for. Det er en helt basal og naturlig adfærd og hvis du hindrer den i det, vil den mangle at få opfyldt dette basale behov; hvilket kan være med til at fremkalde eller forstærke adfærdsproblemer.
Hvis det kniber med tålmodigheden mens hunden snuser, så find gerne din smartphone frem og tjek Facebook så din tid går hurtigere.
Hunden trækker
En af de faktorer som kan trække meget ned på hundeejeres lyst til at gå tur, er hvis hunden generelt trækker meget i snoren. Udover at træne den til ikke at gøre dette, er der også andre fif vi kan bruge til mindske trækkeriet.
Når hunden ”endelig” får lov at komme ud på sin elskede gåtur, vil den ofte være så glad og energisk at den kommer til at trække i snoren. Glædens forventning varer som regel 10-15 minutter og derefter kan det ved de fleste hunde mærkes, at snoren bliver mere løs.
Hvis du på forhånd ved, at din hund er meget energisk de første 10-15 minutter, så brug gerne hundens energi FØR du går turen: Leg med bold i haven eller på det grønne område tæt ved hvor du bor, så energien bliver brugt dér.
Har du ikke mulighed for dette, kan du også starte gåturen med at løbe. Gå først et minut eller 2, så hunden ikke er helt kold og sæt så i løb sammen med din hund. Hvis du vælger at spurte, vil du se hvor glad din hund bliver – og tro mig, den glæde smitter. Spurt så længe du kan eller vil og gå så lidt. Løb gerne igen inden for de næste 5 minutter, så vil hunden have brugt det energi som kan forstærke at den trækker.
Når der er mange dufte i luften, vil du også kunne opleve at hunden trækker og virker lidt stresset. Dette kan afhjælpes ved at du stopper op et par minutter og lader hunden snuse i luften og få mentalt styr på duftene. Du kan se på din hund når den er færdig og du vil opleve at den ikke virker så stresset bagefter. Husk hér at du ikke kan lugte om der er mange dufte i luften, så god lugtesans har vi mennesker jo ikke. Her må du læse din hunds kropssprog og opførsel.
Hvis hunden trækker af dårlig vane, skal det trænes væk. Træningen kommer jeg ikke ind på i denne artikel.
Udfald mod andre
Laver din hund udfald mod andre, kan det også væsentligt nedsætte lysten til at gå ture.
Læg mærke til hvornår og hvorfor hunden laver udfaldene og træn det med den viden du får af at prøve dig frem. Husk at rose hunden, når den opfører sig pænt (læs evt. artiklen ”Den Korrekte Belønning”).
Et tip til at mindske udfaldene er, at undlade at skælde hunden ud når den gør det – skæld ud forstærker kun hundens udfald. Derimod hjælper det meget at fjerne hundens fokus fra dét den reagerer på, enten med legetøj, godbidder eller andet.
Hvis både du og hunden keder Jer på gåturene, er der flere ting du kan gøre for at det bliver mere spændende for Jer begge.
Den ene er at gå en anden rute end I plejer og den tanke tror jeg de fleste af os har haft. Vi mennesker har bare tendens til at tænke i lige veje og stier og mere eller mindre planlægge ruten hjemmefra.
Prøv somme tider at lade hunden bestemme ruten: Følg efter den op på bakken og ud på det grønne område. Vil den ned af en gyde, så følg med og kom selv på opdagelse også. Går du all in på denne, kan det blive en udfordring at skulle gennem krat og buske nogle gange, men det er meget sjovere end bare at gå i en lige linje ved vejen.
Er du bange for ikke at kunne finde tilbage, så brug din smartphone og angiv det punkt du vil føres tilbage til. Så er der hurtigt én bekymring mindre.
Du kan også tage enten bilen eller den offentlige transport hen til steder, hvor I ikke plejer at gå. Alene det at tage den offentlige transport, vil være en oplevelse for din hund. I behøver ikke at køre langt væk. 5 eller 10 kilometer er nok til, at der dufter anderledes for din hund og at der er andre omgivelser for dig, end dem du plejer at se.
Det samme gælder når det kommer til at søge genstande. Når man går til hundetræning, bliver genstandene i langt de fleste tilfælde lagt på jorden og så skal hunden finde dem. Når du er ude og gå med hunden, bestemmer du selv hvor tingene skal gemmes.
Du kan f.eks. ”tabe” dit tørklæde i en busk, så hunden skal snuse længere oppe i højde for at finde det. Du kan også ”glemme” en handske på en bænk I er gået forbi, så hunden igen skal have hovedet op for at finde den.
Hvis hunden kun er vant til at lede på jorden, skal den lige hjælpes i gang med at lede oppe, men det vil gøre udfordringen større og sjovere for hunden
Sæt dig så hen og nyd en stille stund, mens din hund arbejder og hygger.
Har du godbidder med på tur, kan disse blandes med en bunke nedfaldne blade eller gemmes rundt på børnenes legeplads.
Har du godbidder med hul i midten (f.eks. Petsnack Kranse Mix), kan du lave en godbidsbusk hvor godbidderne hænger på grenene. Altid i en højde så hunden kan nå dem, men hvis det er en sund og rask hund, gør det ikke noget at det er i en højde hvor den skal lidt op på bagbenene.
I både by og natur kan du lave hundens egen udfordringsbane, mens I går. Lad hunden hoppe op på store sten, springe over grøftekanter, kravle under skilte og bænke og gå på line hvor der er mulighed for det. Igen er det nærmest kun fantasien der sætter grænser; og begynder du på dette, vil du mærke at det bliver sjovere og sjovere at finde på ting at lave med din hund på turen.
Opsøg gerne de steder som er spændende for hunden, selvom de ikke nødvendigvis er spændende for dig.
På denne måde får du også vedligeholdt miljøtræning og socialisering af hunden, da den oftest synes der er mest spændende at færdes hvor der er en god trafik af både dufte og (for hunden) nye objekter at se eller høre på.
Gå en tur over motorvejsbroen eller ned til togstationen. Gå op på gågaden eller ned til stranden. Besøg marker med køer, får eller heste. Lad hunden se og snuse det den har lyst til og behov for.
Gåturene er ofte meget mere hyggelige, når man har nogen at gå og snakke med; og som regel kommer man automatisk til at gå længere end man ellers ville have gjort, fordi tiden bare løber.
Vil du finde en at følges med, behøver personen ikke nødvendigvis have hund. Mange uden hund har samme ønske om at komme ud og følges med nogen på gåturene – det handler bare om at finde hinanden.
Dette kan gøres ved at melde dig ind i en gruppe for den by du bor i og lave et opslag. Eller du kan lave en helt ny gåturs-gruppe og møde folk den vej.
En mulighed er også at standse en gående du møder på din vej og spørge om vedkommende har lyst til at følges ad. Det kan forme nye venskaber og hvis snakken kører godt undervejs, kan I lave nye gå-aftaler, måske aftale at følges ad en fast dag i ugen.
Gåtur med formål
Du kan også lade nogle af dine gåture handle om, at skulle gå med eller for et godt formål.
Det kunne f.eks. være at tage en pose og handske med og samle alt det plastik op du møder på din vej. Eller at samle alle dåser op. Du kan også samle alt skrald du møder i én pose, men de vil jo så gerne have at vi sorterer affaldet. Med dette formål for øje, gør du noget godt for naturen.
Men en mulighed er også at gøre noget godt for dig selv på din gåtur. Tag igen en pose og evt. en handske med. Saml nu alt det pant du finder på din vej og gå til slut ned forbi den lokale købmand og indløs panten. Så har du pludselig tjent en lille skilling ved at gå en tur.
En anden mulighed for at tjene penge undervejs, er ved at begynde at gå med aviser. Du kan sagtens tage hunden med på avisruten og det er jo win-win for Jer begge.
Du kan også gøre noget godt for dyr og børn, ved at beslutte dig for at samle alt skarpt op. Ofte ligger der flænsede dåser eller smadrede glasflasker i vejkanterne og på fortove. Hvis du samler disse op og smider væk, skærer dyrene ikke poterne og børnene risikerer ikke at skære knæ og hænder op hvis de vælter i det.
Ønsker du til gengæld at hjælpe en ensom eller en udsat, er dette også en mulighed. Kontakt kommunen og bliv besøgsven hos en hundeelsker. Tag vedkommende med ud og gå og få både god samvittighed, din daglige gåtur og større forståelse for andre mennesker.
Hvalpe
Til slut vil jeg gøre opmærksom på, at hvalpe ikke bør gå lange ture. En god tommelfingerregel er, at hvalpen må gå det antal minutter som den er antal uger gammel.
Altså 11 uger gammel = gåtur i 11 minutter. Bliv ikke frustreret hvis den lidt ældre hvalp stadig kun vil besørge i haven, det er meget normalt at de ikke besørger væk fra hjemmet før de er knap et halvt års tid gamle
Artiklen er skrevet af Hundetræner Malene Aagaard Julius for loppetjansen.dk, artiklen må ikke kopies uden forgående skriftlig aftale med loppetjansen.dk